Første eksamener via computeren
Århus Maskinmesterskole har for første gang afholdt eksamen for det hold af studerende, der modtager fjernundervisning fra deres hjem over hele landet.
Det er aldrig sket tidligere, og det strider umiddelbart lidt imod sund fornuft. Ikke desto mindre har Århus Maskinmesterskole netop afholdt en række eksamener, uden at de studerende har været fysisk til stede på skolen. Der er tale om fire af de studerende fra det hold af maskinmesterstuderende, som modtager uddannelsen via fjernundervisning.
For 27-årige Steffen Runge var der tale om en helt igennem god oplevelse. Hvis man vel at mærke ser bort fra, at han en time inden eksamensstart kortvarigt havde udfald på sin internetforbindelse. Han var nervøs, men det kunne have været meget værre. For eksaminationen i henholdsvis teknisk engelsk, maskinlære og elteori fandt sted, men selv sad han trygt og godt i sit hjem i St. Merløse på Sjælland.
”I og med jeg bruger mange timer på mit kontor, har jeg indrettet det fuldstændig efter mit arbejdsmønster, så jeg ved, hvor alting er og kan gøre mig det rigtig behageligt. Derfor var det en meget positiv oplevelse at gå til eksamen hjemmefra, og jeg vil helt sikkert gøre det igen næste gang,” siger han.
Afstand betyder ingenting
De studerende på fjernundervisningsforløbet har mødt hinanden i forbindelse med et kort introduktionsforløb på skolen, men derfra er al undervisning, opgaveløsning og gruppearbejde foregået ad elektronisk vej. Med visse fordele til følge.
”Fordi afstand er fuldstændig ligegyldigt, er det meget lettere at få fat på hinanden, end det er i et traditionelt undervisningsforløb. Jeg har været i gruppe med en, der tog på ferie til Israel i en uge, men han tog bare sin computer med ned på stranden, så det kunne vi andre jo være ligeglade med,” siger Steffen Runge.
Selve uddannelsen har været forberedt i halvandet år, hvilket et langt stykke hen ad vejen er sket ved, at underviserne har benyttet sig af de samme værktøjer, som de studerende nu anvender som en integreret del af både undervisning, opgaveløsning og i nogle tilfælde altså også eksamen. Under forberedelsesforløbet har underviserne har med andre ord hovedsageligt kommunikeret ved hjælp af videokonferencer og elektroniske dokumentdelinger. Også selv om de rent fysisk alle har befundet sig på skolen.
En langvarig læreproces
”Det har betydet, at vi har indarbejdet en masse rutiner og har opbygget noget erfaring, som de studerende nyder godt af nu. Det er vores oplevelse, at vi har fået opbygget et forløb, som er spændende, og selv om de studerende ikke møder ind hver dag, bliver der alligevel opbygget et stærkt fællesskab. Som underviser oplever man i hvert fald, at alle sidder på første række, og det giver også en nærhed,” siger lektor og studievejleder Per Hessellund fra Århus Maskinmesterskole.
Den specielle undervisningsform betyder blandt andet, at underviserne har mulighed for at læse og kommentere på opgaver, der endnu ikke er færdige. Det har dog ikke resulteret i, at de studerende har følt sig overvåget af den grund.
”Tværtimod. Vi har en god kontakt til underviserne, som er meget flinke til at svare på spørgsmål, også uden for deres normale arbejdstid. Det at de går ind at kommenterer på halvfærdige opgaver, ser jeg kun som en feedback, der havde fundet sted på nogenlunde samme måde, hvis vi alle sad i et klasselokale, siger Steffen Runge.
Uddannelsen til maskinmester via fjernundervisning tilbydes kun fra Århus Maskinmesterskole og er hovedsageligt rettet mod personer, der er bundet til en bestemt geografisk placering. Undervisningen foregår primært via skolens læringsplatform Moodle, hvorfra de studerende kan trække på en lang række forskellige ressourcer. Blandt dem konferencesystemet Connect, der giver både studerende og undervisere mulighed for at afholde videokonferencer, ligesom der uploades dokumenter og afleveres opgaver ad den vej.
