Ofte stillede spørgsmål - FAQ
- Hvornår er ansøgningsfristen for optagelse på
maskinmesteruddannelsen eller adgangskursus?
Hvis du gerne vil starte i februar er ansøgningsfristen 15. januar (fristen for adgangskursus via fjernundervisning er dog allerede den 8. januar), hvis du søger senere, vil du blive optaget hvis der er plads.
Hvis du ønsker at starte i august er ansøgningsfristen 5. juli, hvis du søger senere, vil du blive optaget hvis der er plads.
- Jeg er uddannet elektriker og har hørt at jeg skal på et tre måneders
værkstedskursus, før jeg kan starte på maskinmesteruddannelsen. Er det stadig gældende?
Nej, dette krav er bortfaldet pr. august 2007. Som elektriker skal du stadig supplere med undervisning i maskinværkstedet, men vi har på Århus Maskinmesterskole valgt at lade disse kurser indgå i dit samlede forløb på maskinmesterskolen.
- Jeg har hverken en gymnasialuddannelse eller en adgangsgivende
erhvervsfagliguddannelse, hvordan kommer jeg i gang med
maskinmesteruddannelsen?
Det afhænger meget af, hvad du har beskæftiget dig med siden folkeskolen.
Relevant erhvervserfaring af mindst 2 års varighed samt beståede uddannelseselementer fra en anden uddannelse kan efter institutionens afgørelse i det enkelte tilfælde ud fra en realkompetencevurdering træde i stedet for adgangskravet om en relevant erhvervsuddannelse (svendebrev).
Personer der har gennemført en erhvervsuddannelse eller har relevant erhvervserfaring af mindst 2 års varighed kan efter den enkelte institutions afgørelse i det enkelte tilfælde ud fra en realkompetencevurdering tildeles merit for hele eller dele af værkstedsskolen, praktikforløbet (VS praktik) og/eller op til halvdelen af professionspraktikken.
Så hvis du er i denne situation, skal du kontakte skolens studievejleder.
- Udbyder Århus Maskinmesterskole alle de nødvendige moduler, som
kræves når jeg ønsker at have mulighed for en karriere til søs?
Ja!
Århus Maskinmesterskole har i over 100 år uddannet maskinmestre, hvor en del af disse har haft deres karriere til søs.
- Er det til at finde et sted at bo i Århus?
Det er blevet betydelig lettere at finde en bolig i Århus de senere år. Alle byens kollegieværelser og lejligheder kan findes på www.ungdomsboligaarhus.dk/, hvor du også kan se priser og ventetider.
Hvis du ønsker at komme i kontakt med det private boligmarked, er Århus Onsdag ugeavisen mange Århusianere bruger.
