Ukraine – slaraffenland for en maskinmester

30-11-2017

chevron-right chevron-left

I dette efterår var det anden gang at AAMS’ere drog på studietur til Ukraine, og i foråret 2018 tager det tredje hold af sted. Men hvad er det, der gør det østeuropæiske land til en så interessant destination, og er det da ikke farligt? Vi har set nærmere på sagen.

Jakob Sander Birk Jørgensen, som går på 6. semester, vendte i oktober hjem fra studietur til Ukraine. Han var af sted sammen med 11 studiekammerater fra hold 16.2B, og kan i dag se tilbage på en både fagligt udbytterig, billig og sjov studietur. Og nej – lad os bare aflive myten med det samme: Ukraine er ikke et farligt land, så længe man holder sig væk fra den østligste del af landet, der, hvor krigen i Donbass hærger.

Men Ukraine er stort, ja, enormt, faktisk:

”Vi var stort set så langt væk fra Donbass som man kan komme, og fornemmede stort set ikke, at landet har en væbnet konflikt østpå. De første dage havde vi base i byen Liviv, som ligger helt op ad den polske grænse, og som ligner en klassisk europæisk storby,” forklarer Jakob Sander. Han tilføjer en ikke uvæsentlig pointe: ”Som danskere har vi ikke rigtig noget forhold til Ukraine, men Liviv minder faktisk meget om Aarhus – bortset fra at alting er så meget billigere. Og så er der masser at se for en maskinmester.”

Virksomhedsbesøg og Tjernobyl
I løbet af den 8 dage lange studietur, besøgte holdet flere danske virksomheder, som har overtaget fabrikker i det vestlige Ukraine – blandt andet et Carlsberg-bryggeri, som brygger lokal øl, en industri- og stålvirksomhed, en tekstilfabrik, et kæmpestort vandkraftværk med 20 vandturbiner mv. Fælles for de fleste virksomheder er et generelt forældet produktionsapparat, i forhold til danske standarder:

”Vores fokus er jo i høj grad optimering, drift og vedligehold, og man må sige, at der er noget at komme efter for en maskinmester her. Der er faktisk mangel på maskinmestre derude, som kan tage fat,” ræsonnerer Jakob Sander.

Udover virksomhedsbesøgene fik holdet selvfølgelig også tid til det, man må kalde for Ukraines absolutte hovedattraktion, nemlig det berygtede Tjernobyl atomkraftværk og den nærliggende forladte industriby Pripjat. Byen nåede et indbyggertal på lige knapt 50.000 før den blev evakueret i al hast, 36 timer efter Tjernobylulykken, den 26. april 1986.

Både spændende og SU-venligt
Jakob Sander tøver ikke med at anbefale alle andre at arrangere studietur til Ukraine. Det var alle pengene værd, og så mange penge var det faktisk heller ikke:

”Det er en relativt billig måde at komme af sted på. Flyveturen og besøget på Tjernobylværket var klart de to dyreste poster for os, men hvis vi havde booket flybilletter i bedre tid, havde vi fået dem meget billigere. En overnatning koster cirka 40 kroner, og maden er billig, drikkevarerne er billige – og det faglige udbytte har været i top.”

På efterårets tur lå holdets egenbetaling på cirka 5.500 kroner pr. person inklusiv alt. Heraf gik de 2.000 kroner til flybilletter og 1.000 kroner til besøget på Tjernobyl. Men flybilletterne kan som sagt fås meget billigere, jo tidligere man er ude.

De glemte muligheders land
Men hvordan fik AAMS’erne hul igennem til det østeuropæiske land i første omgang, og hvorfor netop Ukraine? Svaret er faktisk ligetil. På AAMS er vi nemlig så heldige at have en underviser, adjunkt Niels Henriksen, som er gift med en ukrainer, og som derfor har et indgående kendskab til landet og – ikke mindst – gode kontakter. En af disse kontakter er en fyr ved navn Morten Munk. Han er dansk konsul for Ukraine og driver desuden et lille firma, Mafcon, der hjælper danske virksomheder med at etablere sig i bl.a. Ukraine. Og det er her, vi finder fidusen:

”Morten har en ukrainer ansat i Lviv – Andriy Bidnyk – som har lokal kontakt til forskellige danske fabrikker i området. Det er Andriy, der står for at arrangere besøg hos virksomheder, når vi er af sted. Det koster os intet udover to dages leje af en minibus,” forklarer Niels Henriksen.

Så det er altså både den faglige relevans, kombineret med et SU-venligt budget og en super-god relation til samarbejdspartnere i landet, der gør Ukraine til den p.t. mest foretrukne destination for studieture på AAMS.

Er du og din klasse i gang med overvejelserne om en kommende studietur på 6. semester, og lyder Ukraine som en mulighed for jer? Så kontakt adjunkt Niels Henriksen for yderligere info og starthjælp på telefon 28 68 60 80, eller på mail nhe@aams.dk.

 

Se flere billeder fra efterårets studietur til Ukraine på facebook – klik her!

 

 

 

 

Kontakt en studievejleder

Er du i tvivl om noget, så er du altid velkommen til at kontakte vores studievejledere. De kan besvare alle typer spørgsmål vedr. studiet.

For spørgsmål vedr. maskinmester-uddannelsen: Lisbeth Mogensen. Tlf. 2280 2657. Mail: lmo@aams.dk.

For spørgsmål vedr. teknolog-uddannelserne: Susanne Lehmann. Tlf: 41227113. Mail: sle@aams.dk

Du er også velkommen til at kontakte
studievejledning@aams.dk eller benytte vores kontaktformular.

Ansøgning om optagelse på både Adgangskurset og maskinmester- uddannelsen skal sendes direkte til os på e-mail aams@aams.dk.

Tilmeld nyhedsbrev

Vi udsender 4 nyhedsbreve om året, hvor du kan holde dig opdateret med hensyn til arrangementer og de større begivenheder på skolen.

Klik her for at tilmelde dig vores nyhedsbrev.

Categories
  • Nyheder