Vil du dele ud af dine erfaringer og udvikle studerende?

15-06-2020

Brænder du for teknik og har arbejdet med automation, procesoptimering, netværk, robotter eller lignende? Og har du lyst til at give din viden og erfaringer videre til studerende og klæde dem på til fremtidens arbejdsmarked?

Så er du måske vores nye kollega.

Vi er en videregående uddannelsesinstitution i hjertet af Aarhus med 90 ansatte, og vi uddanner unge inden for uddannelserne maskinmester, autoteknolog, automationsteknolog og produktionsteknolog. Vi er til for at udvikle de studerende og give dem de kompetencer, erhvervslivet har behov for nu og i fremtiden, og derfor søger vi en kompetent underviser med erfaring fra erhvervslivet.

Vi tror på, at tillid og åbenhed skaber det bedste arbejdsmiljø, og derfor tilbyder vi fleksible arbejdstider og en høj grad af medbestemmelse. Som nyansat får du desuden et personligt udviklingsforløb, der sikrer, at du pædagogisk er på omgangshøjde med dine kollegaer og rustet til at undervise.

Vi ved, at relationer er vigtige for læring og dermed i mødet mellem underviseren og de studerende. På holdene sidder der som regel mellem 20-35 studerende, og her får du mulighed for at knytte bånd til den enkelte studerende og blive en vigtig faktor i dennes udvikling. Vi underviser både digitalt (fjernundervisning) og på fremmøde.

Vi ansætter dig som adjunkt eller lektor og aflønner dig i henhold til gældende overenskomst mellem Finansministeriet og din pågældende organisation. Som adjunkt tilbydes du et uddannelsesforløb, som kvalificerer dig til en lektorstilling.

Hvem er du?

  • Du har gennem dit liv og hidtidige arbejde opnået en livserfaring og viden, som du kan bruge til at motivere, inspirere og dygtiggøre vores studerende, så vi sammen kan uddanne unge studerende til et fremtidigt arbejdsliv.
  • Du er en teamplayer, der ser dialog og samarbejde som en nødvendighed for at nå dine mål.
  • Du har en relevant videregående teknisk uddannelse eksempelvis maskinmester, ingeniør eller lignende

Alt det praktiske

Send din ansøgning med relevante bilag til aams@aams.dk. Har du spørgsmål til jobbet, så kontakt Uddannelseschef, Benny Dalgaard på T: 41 22 71 12 eller M: bd@aams.dk.

Ansøgningsfristen er den 23. juni med ansættelsessamtaler den 26. juni.

Du starter hos os d. 1. august 2020 eller efter nærmere aftale.

Vi ønsker en lige kønsfordeling og opfordrer derfor både kvinder og mænd til at søge stillingen. Vi henviser i øvrigt til vores hjemmeside: www.aams.dk, hvor du kan læse mere om skolen.

Categories
  • Nyheder